En god antagonist er karismatisk og målrettet eller besejret og ødelagt. Han er kompleks og menneskelig med en sag, han tror fuldt og fast på eller drifter, han ikke kan undertrykke. Her kommer mine bud på de bedste litterære antagonister, der formår at skabe forståelse – ja endda sympati – hos læseren og som kan bære en god historie.
Henry fra Den hemmelige historie af Donna Tartt
Eftertænksom, intelligent og fuldstændig drænet af det moderne samfund, han lever i. Henrys ondskab ligger i hans udspekulerede tankegang, hans ubarmhjertighed og hans dannelsesrejse, der foregår på bekostning af andre. Som læser forstår man, hvor han kommer fra, og man kan godt følge hans logik. Og så eskalerer det bare derfra.
Mrs. Coulter fra Det gyldne kompas trilogien af Philip Pullman
I kampen mod de to stormagter: Religion og videnskab, er der nogle, der vil gøre, hvad som helst for dét, de tror på. Mrs. Coulter er én af dem. Hun bruger sin skønhed og intelligens til at manipulere folk omkring sig og komme til tops indenfor kirken. Og hun vil gøre alt for at vinde krigen.
Gilead fra Tjenerindens fortælling af Margaret Atwood
I en fremtidsdystopi er det de færreste, der er i stand til at få børn, og fra denne nød bliver Gilead skabt. Et samfund, der har udvisket grænsen mellem stat og kirke og genopfundet religionen for at undertrykke kvinder, så de mister deres identitet og frie vilje og i stedet udnyttes til et højere formål ved at sætte børn i verden. Gys!
Gollum fra Ringenes herre trilogien af J.R.R. Tolkien
Gollum er en ikonisk skurk. Han er offer for ringens magt og et skrækeksempel på, hvor galt det kan gå, hvis man ikke er stærk nok til at bære Herskerringen. Faktisk ændrer denne karakterer sig så meget, at han udvikler to personligheder: Den oprindelige karakter Smeagol og alteregoet Gollum, der opstår efter, at han har fundet ringen. Og ingen ved – inklusivt Gollum selv – hvilken version vil sejre.
Listen opdateres løbende!
