Crazy Rich Asians 1 – Millionæren fra Singapore af Kevin Kwan

Rachel Chu har endelig fundet en mand, som hun gerne vil giftes med, og da Nicholas Young  inviterer hende med hjem til Singapore over sommeren for at møde sin familie, er hun ovenud lykkelig. Rachel har ingen anelse om, at Nicholas er den mest eftertragtede ungkarl i Singapore på grund af hans familie og deres penge. Rachel opdager, at hvis hun ønsker at være sammen med Nicholas, må hun ofre mere, end hun nogensinde havde drømt om. 

IMG_20190301_184936_785

Genre: Romantisk komedie. Nøgleord: Penge, kærlighed, klasse. Sider: 476. Udgivet på dansk af: Hr. Ferdinand. Udgivelsesår: 2019. Anmeldereksemplar: Hr. Ferdinand.

Dette er den anden fortælling, som jeg har læst, der handler om de svimlende riges verden. Hvor Patrick Melrose romanerne er dystre og psykologiske (se anmeldelsen her), ligger ‘Millionæren fra Singapore’ i den anden ende af spektret i form af en letlæst humoristisk og romantisk fortælling om overklassen i Asien. Det er en underholdende chick lit-bog, som jeg virkelig nød at læse. 

Fortællingen handler om kærlighed på trods af penge. Den handler om diamanter, haute couture, mad, boliger og svimlende pengebeløb, med den ene ekstravagante beskrivelse efter den anden. Nogle gange bliver fortællingen reduceret til en opremsning af de riges privilegier, men dette gøres med levende beskrivelser, der er med til at fuldende universet. Jeg blev helt sulten af at læse om den gode mad i Asien og skal da helt sikker tjekke deres streetfood ud, hvis jeg nogensinde kommer til Singapore. 

Historien fortælles fra flere synsvinkler, hvor de rige bliver latterliggjort for deres nykker. Det er i sandhed historien om et ‘Svigermonster’, hvor Rachel skal bevise overfor hendes kontrollerende svigermor og resten af Singapores overklasse, at hun ikke er en ‘golddigger’. Og det virker som en umulig opgave.  

Jeg kom ikke rigtig under huden på karaktererne, hvilket havde været interessant, men det havde også været en helt anden bog. Generelt er jeg i tvivl om, hvorvidt fortællingen er realistisk, men jeg kender heller ikke til denne ekstreme verden og dens regler. Nicholas og Rachels forhold virker meget lyserødt med fravær af nogen som helst konflikt (der ikke har med penge at gøre). Så her ryger det realistiske også lidt efter min mening. Jeg mener dog, at dette er ret typisk for genren, så det er ikke noget stort problem for mig. Jeg nød at følge karaktererne, som var nede på jorden og humoristiske, og jeg heppede på deres forhold. Det er dejligt at læse en bog med så høj underholdningsværdi, og det er der også brug for i mit læserepertoire.  

Potentielle læsere skal, efter min mening, være opmærksomme på at det er en noget lang fortælling, hvor fordybelsen i universet fylder mere end den egentlige handling. Det er først og fremmest en sanselig og humoristisk beretning om et overklassesamfund og dets beboere. Historien springer mellem samtlige karakterer, hvilket giver et omfattende og nuanceret indblik i universet.   

Alt i alt en underholdende og romantisk fortælling om kærlighed på trods af penge, der udspiller sig i Singapores overklassesamfund   

Del dette:

Dette indlæg har 1 kommentar

Skriv et svar

Luk menu