Dag 0 – Mørkehav af Annemette Gravgaard Larsen

Lasse skal passe sin lillesøster Elli i weekenden sammen med hans bedste veninde Lea, før Lea flytter til København. Der er lagt op til filmhygge med slik og lasagne, men da de støder på Lasses rival Storm og hans ven Anders om aftenen ender de i en bunker fra 2. verdenskrig, fanget under jorden. Og da de kommer ud igen, er verden ikke længere den samme. 

Genre: Dystopi/Fantasy. Nøgleord: Venskab, kærlighed og overlevelseSider: 247Udgivet af: Straarup & Co. Udgivelsesår: 2020. Anmeldereksemplar: Straarup & Co

Dag 0 er en hektisk dommedagsfortælling om fem unge på flugt gennem et øde-lagt Danmark. De bliver jagtet af vilde, overnaturlige dyr og skal overleve alene på deres rejse gennem Jylland.

Fortællingen er til tider voldsom og blodig, hvilket fungerer godt. Der er meget på spil. Men der er også mere jordnære temaer som jalousi, konkurrence og tab, der alt i alt resulterer i en velafbalanceret fortælling. 

Bogen er letlæst, spændende og med nogle interessante og troværdige karakterer, der ganske vist opfører sig ret voksent, men det bliver de også tvunget til under disse omstændigheder. Især forholdet mellem Lasse og søsteren Elli er velskrevet og rørende. Desuden er konkurrencen mellem Lasse og Storm underholdende og humoristisk. Dyrene spiller en central rolle i fortællingen med sjæl og personlighed, og man kan godt mærke, at forfatteren har kendskab og kærlighed til dyrene.     

Spørgsmålene hober sig op i løbet af fortællingen og er med til at skabe spænding. Hvad er det egentlig der foregår? Hvad er mørkehav? Hvor er alle menneskerne? Der bliver introduceret flere og flere spørgsmål undervejs og der bliver holdt tilbage med svarene. Jeg glæder mig til at læse med fremover og forhåbentlig få besvaret alle spørgsmålene.  

Endnu er jeg ikke helt afklaret med, om bogen har noget på hjerte – et budskab den vil formidle til læseren. Dette går jeg selv ret højt op i, men jeg er sikker på, at mange læsere vil være godt tilfreds med den gode underholdning.  

Mine varmeste anbefalinger til læseren fra 10 år og op, som elsker en god dommedagsfortælling og måske også dem, der normalt har lidt svært ved at samle en bog op. 

En actionpræget og stemningsfuld fortælling om venskab, overlevelse og kærlighed i et postapokalyptisk Danmark. 

Del dette:
Luk menu