Den fattige Richard starter mod sine forældres vilje på et universitet i Vermont, hvor han bliver optaget i en elitær kreds af græskstuderende. Sammen bringer de deres studie til live og udforsker gamle ritualer. Men en dag bliver konsekvenserne fatale, og de unge studerende bliver sat i en psykologisk skruetvinge, der langsomt strammer grebet omkring dem.
Jeg samlede bogen op, da den optrådte på en ‘Dark academia’ liste, og jeg var nysgerrig på genren. Jeg blev ikke skuffet. Denne fortælling er et psykologisk drama med afsætning i den oldgræske historie. Det er en historie om misbrug, religion, klasse og etik. Kulisserne er de farveløse omgivelser i Vermont med sne, regn, kulde og bjerge, hvilket skaber nogle stemningsfulde rammer om fortællingen.
“Skønhed er rædsel. Alt hvad vi kalder smukt, skælver vi ved. Og hvad kunne være mere skræmmende og smukt, for sjæle som grækernes eller vore egne, end at miste kontrollen fuldstændig?”
Dette var min anden bog, jeg læste af Donna Tartt, og jeg fik nogle klare associationer til Stillidsen, selvom Den Hemmelige Historie er mere syret og mørk. Theo er hovedpersonen i Stillidsen, og for mig er Richard en lignende sårbar og letpåvirkelig hovedperson, der søger sin egen familie hos andre utilpassede i samfundet. Måden karakterernes skæbnetråde bliver flettet sammen minder om Stillidsen, og igen tog Donna Tartt mig med gennem en rus af stoffer, alkohol og intense følelser i en dyster underverden, der eksisterer en anelse forskudt fra resten af samfundet.
Richard er ikke en særlig aktiv hovedperson. Han er i højere grad en tilskuer til de mere intense græskstuderende. På bedste Gatsby manér er Richard vidne til passion, kærlighed og fordærv, og han drager læseren til sig i hans fascination af de øvrige i gruppen. Jeg var personligt mere investeret i Charles, Camilla, Henry, Francis og Bunny end i Richard. Karaktererne formåede flere gange at overraske mig. De har flere lag, og hele tiden bliver der skrællet mere af dem, og der er nogle nye ting, der kommer op til overfladen.
“En eller anden – var det Van Gogh? Sagde, at orange er sindssygens farve. Skønheden er rædsel. Vi ønsker at fortæres af den, at gemme os i den ild, som renser os.”
Det eneste minus i denne fortælling er, at det havde klædt den at være dobbelt så lang, hvis du spørger mig. Det er nogle store temaer, og vi kommer rundt om flere interessante skæbner. Det er en bog, der vil meget på relativt få sider. Men egentlig syntes jeg ikke, at historien er mangelfuld af den grund.
Alt i alt en akademisk og mørk, men poetisk fortælling om, hvor galt det kan gå, når man udfordrer de normale og moralske grænser.
