Dr. Louis Creed tror, at han har fundet det perfekte hjem til sin familie i Maine. Hvad han ikke ved er, at den lille sti, der starter i baghaven og fortsætter ind i skoven, fører til en dyrekirkegård. Det er et særligt sted, hvor børn kommer for at begrave deres kæledyr og pleje gravstederne. Men i skoven lurer der en gammel ondskab. Og den nærer sig af menneskers sorg.
Genre: Gys. Nøgleord: Sorg, død, ondskab og reinkarnation. Sider: 338. Udgivet på dansk af: Hr. Ferdinand. Udgivelsesår: 2019. Anmeldereksemplar: Hr. Ferdinand.
Dyrekirkegården er en stemningsfuld og tankevækkende historie, hvor angsten for døden er et centralt emne. Denne angst får nemlig hovedpersonen til at åbne en dør, der ikke kan lukkes igen.
Fortællingen starter langsomt ud, hvor familien får en dagligdag op at køre i deres nye hjem. Som læser havde jeg, fra første side, en nagende fornemmelse. Skygger og uro plager nemlig hjemmet lige fra starten af – dog meget diskret. Langsomt udfolder plottet sig, og angsten for døden spiller en større og større rolle.
Det overordnede budskab i fortællingen er, at nogle gange er døden at foretrække. Dette emne bliver undersøgt med et perspektiv på den sorg, der opstår, når dem vi elsker dør – i dette tilfælde vores kæledyr.
Dyrekirkegården var min første gyser, og jeg vil rigtig gerne anmelde bogen på dens præmisser. Så i anledning af denne anmeldelse, har jeg gjort mig nogle tanker om gyser genren.
I en gyser søger mange et adrenalin sus – følelsen vi får, når vi oplever handlinger, som vi aldrig selv ville vove os ud i. Jeg mener, at gysere krydser nogle grænser, som læseren i virkeligheden føler ikke bør krydses.
Jeg synes, at denne bog krydser flere grænser, hvor Stephen King beskriver den ultimative sorg, der kan ramme en familie, og hvad denne kan gøre ved en. Situationen kompliceres af en gammel Micmac-begravelsesplads, hvor ondskaben bruger din sorg til at styre dig. Der er nemlig et alternativ til døden – selvom dette ikke er at foretrække.
Jeg sad og blev vildt frustreret over hovedpersonens tankemønster. Han gjorde virkelig det, som man aldrig selv ville gøre. Men dette bliver retfærdiggjort ved, at noget påvirker hovedpersonens tanker. Noget som bruger menneskers sorg til at få sin vilje. Dr. Louis Creed er altså ikke helt sig selv. Han bliver drevet til at gøre nogle ting, han ikke ellers ville have overvejet. For han er faktisk en meget fornuftig og jordnær mand – til at starte med. Hans udvikling beskrives godt og troværdigt.
Jeg kan ikke lade være med at føle, at plottet i fortællingen er lidt tyndt. Det meste af historien bruges på at bygge op til en ultra kort kulmination. Selvom jeg syntes, at den generelle stemning er super creepy, blev historien aldrig hårrejsende uhyggelig. Den fik aldrig mit adrenalin helt op at pumpe. Historien er, efter min mening, mere til den ulækre side, med rådnende lig og fæle lugte.
Stemningen er dog, som sagt, lige i skabet. Jeg havde problemer med at skulle ud med skraldet om aftenen, mens jeg læste bogen (og bagefter). Så den påvirkede mig helt sikkert.
Alt i alt en stemningsfuld og tankevækkende gyser, der handler om angsten for døden.
