Jeg var i tvivl, om jeg skulle skrive et indlæg om Et lille liv, for internettet flyder jo over med denne bog, der bliver rost til skyerne. På den anden side, hvis jeg kan overbevise en enkelt person eller tre mere om at læse den, så kan ja da godt lige tage mig tid til at nedfælde et par ord om, hvordan historien har påvirket mig.
I denne fortælling følger vi fire venners opvækst i New York med den hemmelighedsfulde og blide Jude som omdrejningspunkt. Som årene går, udvikles venskabet mellem de fire drenge, og langsomt kommer Judes hemmeligheder op til overfladen.
Det tog mig virkelig lang tid at komme i gang med Et lille liv, der udkom på engelsk i 2015. Den sorthvide, lidende forside, og de knapt ottehundrede sider, der gemte sig nedenunder, tog pusten fra mig. Men da jeg fandt bogen i en genbrugsboghandel til 5 kroner, tog jeg det som et tegn. Og nu er det gjort! Den er læst, der er blevet grædt, og nu bor den i mig.
“…det er en kærlighed, der ikke bygger på fysisk tiltrækning eller nydelse eller intellekt, men frygt. Man har aldrig kendt til frygt, før man får et barn, og måske er det det, der narrer os til at tro, at denne kærlighed er mere storslået, fordi frygten selv er mere storslået. Hver eneste dag er ens første tanke ikke “jeg elsker ham”, men “hvordan har han det?” Verden forvandler sig med ét til et forhindringsløb af rædsler. Jeg kunne holde ham i mine arme og vente på at komme over gaden, og så begyndte jeg at tænke på, hvor absurd det var, at mit barn, at noget barn, skulle kunne forvente at overleve dette liv. Det virkede lige så utroligt som en af de der sommerfugle sidst på foråret – du ved, de små hvide nogen – som jeg nogle gange så flakse gennem luften, altid kun få millimeter fra at blive smadret mod en forrude.”
Mange frygter for bogens fremtid. At læse en bog er tidskrævende. Din fantasi kommer på overarbejde. Du skal sidde stille i timevis og fokusere på de sorthvide sider, og du skal prioritere det i en dagligdag, der er fyldt med distraktioner. For mig er det en konstant kamp, og jeg fravælger meget for at beholde bøgerne som en betydelig del af livet. Bøger samler mine kaotiske tanker, sænker mit stressniveau og giver mig et bedre og sundere perspektiv på tilværelsen. En bog kan standse tiden. Den kan rumme erfaring og indsigt, jeg selv ville have brugt år, måske et helt liv på at opnå på egen hånd. Så hvis du spørger mig, lever bogen stadig.
Men hvorfor skal man prioritere en bog af denne kaliber – knappe 800 sider – eller 34 timer som lydbog?
“Et forhold kan aldrig give dig det hele. Det kan give dig noget. Tag alle de ting, du ønsker dig af et andet menneske – god seksuel kemi, for eksempel, eller dybsindige samtaler, økonomisk støtte, intellektuel åndsbeslægtethed, venlighed eller loyalitet – og så kan du få lov at få tre af de ting. Tre, siger jeg. Måske fire, hvis du er meget heldig. Resten må du finde andre steder.”
Hvad jeg elskede højest ved denne fortælling var, at den er tidløs. Vi beskæftiger os ikke med samfundet; politik, teknologi eller historie. Men med mennesket! Et lille liv udforsker og skraller lag på lag af måske det største tema, der findes: Spørgsmålet om, hvad der er meningen med livet, når det byder på så megen smerte. Det er et tema, der skal have lov til at fylde, og det tager tid. Fortællingen er en kunstnerisk, barsk og filosofisk skildring med karakterer, som er kravlet ind under huden på mig for at blive.
“…to hovedpuder på en seng, med lette fordybninger i, som om nogen havde kørt en ske gennem en skål med tykt flødeskum. To kaffekopper, den ene med et let lyserødt aftryk af læbestift. En billedramme med et fotografi af JB som teenager sammen med faren (JB’s eneste tilstedeværelse i disse billeder). Ved synet af disse billeder forundredes han endnu en gang over, hvor perfekt JB’s forståelse var af livet sammen…”
Et lille liv er en af de bøger, der har ramt mig hårdest. For hver 50 sider, var der et citat, der fik hjertet til at kravle op i min hals. Det bliver en af de bøger, som jeg kommer til at hive frem igen og igen som et slags opslagsværk. Og når jeg engang bliver klar og kan håndtere det, vil jeg læse den igen.
Så hvad jeg prøver at sige er, at Et lille liv var værd at bruge tid på. Det kan godt være, at det er en mursten af en bog, men den skal ikke forveksles med enhver anden bog, og man skal ikke regne med, at en eventuel fremtidig filmatisering vil kunne yde den nogen retfærdighed. Et lille liv er bevis på, at bogen stadig lever. Den er fangende, dyb og indsigtsfuld. Den er vigtig!
“”Det skal nok komme, Felix,” havde han sagt, og Felix havde jamret: “Men hvornår?” med en sådan længsel, at han havde krympet sig. “Snart, snart, havde han svaret og klappet hans magre ryg. “Det lover jeg dig,” og Felix havde nikket, men senere, da han fulgte ham til døren med sit lille gekkolignende ansigt, som tårerne havde gjort endnu mere reptilagtigt, havde han haft en følelse af, at Felix havde vidst, at han løj. Hvem skulle vide, om Felix nogensinde ville få venner? Venskab og kammeratskab fulgte ingen logik, det var størrelser, der så ofte unddrog sig dem, der gjorde sig fortjent til det, og så ofte favoriserede de sære, de onde, de mærkelige, de ødelagte.”
