På sin sekstenårs fødselsdag bliver Meghan Chases hverdag vendt op og ned, når hun introduceres til Alfeland: En verden af orker, trolde, piskier, satyrer og talende katte, der allesammen, af uforklarlige årsager, enten vil bruge Meghan som en brik i deres magtspil, eller slå hende ihjel. Meghan begiver sig ud på en rejse gennem magiske skove og islandskaber samt amerikanske byer, hvor hun får både venner og fjender, og bliver nødt til at indgå ubehagelige handler, for at få hvad hun gerne vil have.
Bogen er et anmeldereksemplar fra HarperCollins Nordic

Genre: YA fantasy
Centrale temaer: Kærlighed og venskab
Min vurdering: ♥♥♥♥/5
Jeg anbefaler denne bog til: Dig der har lyst til en hæsblæsende og underholdende fantasy fortælling
Udgivet på dansk af: HarperCollins Nordic i 2017
Figuren viser, hvor jeg vurderer historien har sine styrker og svagheder

Sprog
Historien er præget af detaljerede beskrivelser og et farverigt sprog. Det var lidt for udpenslet til min smag, men på trods af dette, er historien ikke tung at læse, og beskrivelserne danner et godt billede af omgivelserne og fantasivæsenerne.
Karaktergalleri
Hovedpersonen Meghan er en teenager og den typiske heltinde med et stærkt moralsk kompas og skjulte kræfter. Jeg er endnu ikke helt varmet op til Meghan, og jeg blev heller ikke så fanget af romancen i historien – endnu. Jeg mangler lidt dybde og forståelse for, hvorfor de forelsker sig, og jeg håber dette kommer i de efterfølgende bøger. Jeg synes dog, at historien har en rigtig spændende samling bipersoner. Mine favoritter er: Den kække Robbie, den sarkastiske kat Grimalkin og søde Ethan. Desuden ser jeg frem til at høre mere om Oberon og Titania, herskere af Sommerhoffet, samt de velskrevne fantasivæsener.
Plot
I en verden skabt af fantasi, tro og kreativitet, er noget ondt ved at sprede sig som en virus. Meghan bliver involveret i denne trussel, der skaber ufred blandt landets beboere, og hun indser, at hun spiller en central rolle for Alfelands skæbne. Handlingen tager mange uventede drejninger, hvilket jeg var begejstret for, og historien udspiller sig i et hæsblæsende tempo, som sikrer underholdning hele vejen igennem.
Fantasi
Det er et farverigt univers, hvor der bliver trukket paralleller til Shakespeares En skærsommernatsdrøm, og der skabes associationer til fortællingen om Peter Pan. Alfeland er mere dystert end navnet indikerer. Det er et farligt sted, hvor der bliver skabt en forventning om, at der hele tiden venter en ny trussel bag næste hjørne, hvilket bidrager til en intens læseoplevelse.
Nødvendighed
Jeg synes, at historien har et meget klart budskab, hvor fantasy genren bruges godt til at formidle dette. For mig handler fortællingen om at bevare tro, kreativitet og fantasi i en verden, hvor disse er ved at forsvinde. Jeg synes måske, at situationen bliver beskrevet lidt værre, end hvad der er relevant. Det passer dog rigtig godt til fortællingen, der får kombineret nogle emner, der ellers ikke er så forenelige i fantasy genren.
Stemning
På trods af det farverige univers, er stemningen faktisk lidt ubehagelig og dyster, og dette er et vigtigt element i historien.

Alt i alt en hæsblæsende, underholdende og uforudsigelig fortælling