Dette er en rolig og stemningsfuld fortælling om livet efter, man har mistet dem man elsker, og hvordan man kommer videre. Det er en historie om ensomhed, sorg og følelsen af utilstrækkelighed. 

Tempoet giver plads til fordybelse, og man skal være i humør til en langsom handling og et smukt, lettere kompliceret, sprog, som man skal have overskud til at værdsætte. For fortællingen er virkelig smukt skrevet. 

Historien fortælles af nogle meget forskellige, men troværdige og interessante karakterer, der giver hver deres perspektiv på at miste. Karaktererne er meget plagede på hver deres måde og dette resulterer i en lidt håbløs adfærd. Men det er så troværdigt og rørende, at jeg alligevel accepterede karaktererne som de var. Dertil er deres udvikling godt beskrevet.

Kulisserne danner nogle fine rammer for historien. Det landlige bruges sammen med Alberts drivhus og planter, der fylder meget i fortællingen – og dette giver samtidig god mening for historien. Det er sjældent jeg oplever at kulisserne i en realistisk fortælling bruges så godt. 

Fortællingen formår også at overraske – eller rettere sagt – alle karaktererne endte faktisk med at overraske mig på hver deres måde, hvilket var ret fedt. 

Jeg synes, at vi har at gøre med en form for amerikanisering af en ret så typisk dyster nordisk fortælling. Den dystre realistiske og lidt langsomme nordiske fortælling møder det lidt mere urealistiske, men underholdende og amerikanske plot, hvor alting på usandsynlig vis falder på plads/går op i en højere enhed. Det lyder kryptisk – det kan jeg godt selv se. Men det er svært at komme det nærmere uden at afsløre for meget. Du må selv læse bogen og se, om du er enig 🙂