Lulu passer sin psykisk syge mor efter, at hendes far har forladt dem. Hun klarede ikke folkeskolens afgangseksamen og har opgivet håbet om at komme på gymnasiet. Det eneste hun ønsker sig nu er at eje sin egen blomsterbutik. Men morens psykiske vold driver hende længere og længere ud, hvor hun ikke kan bunde, indtil Lulu en dag slutter sig til en gruppe på den sociale slagside, og hun mister styringen fuldstændig.
En barsk fortælling om, hvor galt det kan gå, når man ikke selv formår at træde i karakter.
Lulu lader andre styre sit liv. Sin psykisk syge mor, sine venner. Hun tager meget lidt ansvar selv og lader nogle ret forfærdelige ting ske velvidende, at det er forkert. Man kan tydeligt mærke, hvor letpåvirkelig hun er, og langsomt kommer hun ud, hvor hun ikke kan bunde. Det er realistisk beskrevet, og det var skræmmende let at forestille sig scenerne udspille sig i virkeligheden.
En fin og nuanceret beskrivelse af psykisk sygdom, og hvordan systemet kan svigte.
Jeg synes ærlig talt ikke, at der er én karakter i denne fortælling, der behandler Lulu tæt på ordentligt og tager sig af hende, som de burde. For man kan simpelthen ikke afskrive en ung pige, der begår fejl på den måde som de voksne gør i denne fortælling eller opgive hende, fordi hun er utilgængelig. Jeg er lidt usikker på, om dette er intentionen, men det forargede mig, og jeg oplevede måske historien som mere dyster end, hvad der var meningen.
Med hensyn til plottet er det en spændende historie, som jeg læste på en dags tid. Fortællingen har et godt tempo og en passende længde for genren. Den er skrevet med omtanke og forståelse for, hvad der udgør et godt og spændende plot, og der er ingen tvivl om, at den har noget på hjerte med en mærkbar kærlighed til de utilpassede unge i samfundet.
En historie fyldt med psykisk og fysisk vold, der holder læseren i et fast greb. Om at opdage sin seksualitet, om at vælge de rigtige mennesker i livet og om at føle efter og prioritere sig selv.
