Blog

“Ingen var nogensinde død af en følelse, sagde han til sig selv uden at tro et ord af det, han selv sagde, mens han svedte sig gennem følelsen af, at han var ved at dø af skræk. Folk døde af følelser hele tiden, lige så snart de havde ulejliget sig med at give dem konkret form af kugler, flasker og tumorer. Når man var sådan skruet sammen som han, med et fuldstændig kaotisk fundament, et temmelig veludviklet intellekt og næsten ingenting derimellem, havde man desperat brug for at udvikle netop det neutrale mellemområde.” 

Jeg stiftede først bekendtskab med denne fortælling, da jeg så serien på HBO. Jeg var meget begejstret for filmatiseringen, ikke mindst på grund af Benedict Cumberbatchs overbevisende rolle, og da jeg fandt ud af, at romanerne er selvbiografiske, købte jeg de samlede fortællinger for at fordybe mig endnu mere i dette fascinerende univers. Bogen skuffede heller ikke.

Hovedpersonen Patrick har mange psykiske problemer, og er hjemsøgt af en traumatisk barndom præget af svigt og misbrug, der følger ham ind i voksenlivet og påvirker hans egen rolle som far og ægtemand. Det er en hjerteskærende og fascinerende fortælling om Patricks evige forsøg på at løsrive sig fra sine forældre. Det er samtidig en utrolig humoristisk bog, men det er en mørk form for humor, hvor der bliver gjort grin med overklassesamfundet, og hvor Patricks intensitet, selvhad og spydighed på samme tid er tragisk og underholdende. 

Det er en anderledes fortælling i den forstand, at hver bog ikke spænder over særlig lang tid, nogle så lidt som én dag. Når jeg selv skriver dette, kan det godt lyde som en kedelig fortælling, og jeg ved ærlig talt ikke, hvordan forfatteren formår at gøre historien så underholdende, men det lykkes rigtig godt, og jeg, som ellers godt kan lide action og et eventyrligt plot, kedede mig aldeles ikke. Jeg var derimod fascineret af persongalleriet, universet og den betydning familierelationer kan få for et liv.