Ved første blik på forsiden har bogen karakter af en krimi eller en psykologisk thriller. Derudover indikerer forsiden, at dette er en fortælling om Nordsjællands elite. At markedsføre bogen på denne måde er, efter min mening, misvisende. Derfor vil jeg godt starte anmeldelsen med at slå fast, at jeg oplevede fortællingen som en genretypisk socialrealistisk ungdomsroman, der handler om misbrug, selvskade og den første forelskelse. Og den handler ikke som sådan om, hvordan det er at bo i Nordsjællands dyreste postnummer.
Som ungdomsroman formår fortællingen at holde spændingen hele vejen, og det var en letlæst bog. Der er flere aspekter, der indkapsler ungdommen fint, og historien formåede også at overraske mig. Jeg forestiller mig, at mange unge godt kan få glæde af bogen.
Det er dog en bog, der vil rigtig meget. Der sker meget, og plottet bevæger sig hurtigt fremad. Der er flere af karaktererne, der har potentialet til at være interessante og originale, men jeg synes desværre, at de drukner i fortællingen, der kaster os mellem Nordsjælland, Jylland og trækker tråde til Afrika. Den hiver læseren gennem; seksuelt og psykisk misbrug, selvskade, gruppepræs, kærlighed, stereotyper, magt, penge, venskab, utroskab, fodbolddrømme, færdselsulykker, tyveri, mystiske familierelationer og enhjørninger. Jeg havde foretrukket, hvis man fokuserede fortællingen og lod karaktererne og det psykologiske aspekt fylde mere.
Jeg havde svært ved at gennemskue, hvad der drev Nor. Han er et offer gennem hele fortællingen uden selv at have nogen kontrol over dette. Og her mener jeg ikke, når han handler i desperation eller bare er uheldig. Nor bliver ligesom taget med dén strøm som plottet er, og jeg følte ikke, at det var Nor, der drev historien fremad. Han kan godt være lidt fordomsfuld, men denne brist får ikke stor indflydelse på handlingen. Det tager lidt af kanten af fortællingen, at Nor ikke får lov til at være mere uperfekt og aktiv i historien.
Jeg synes, at det bedste ved fortællingen er dens humor, og det er også særlig vigtigt i en dyster bog som denne. Humoren er random, underlig og autentisk. Jeg lo i hvert fald højt af en erotisk enhjørningescene, der var forfriskende underlig.