Stillidsen af Donna Tartt

Jeg har flere gange prøvet at fortælle andre, hvad Stillidsen handler om, og hver gang formår jeg at få den til at lyde dødssyg. Historien er en beretning om en dreng, der er offer for en terrorhandling på et kunstmuseum. Han stjæler et maleri, og bogen handler om hvordan dette påvirker hans liv. Og så er den ovenikøbet på 836 sider! Med et så dystert emne som, hvor katastrofal og uretfærdig verden er, kunne det let gå hen og blive en tung bog at læse. Der var så mange forudsætninger for, at jeg virkelig ville komme til at kede mig. Men af en eller anden grund endte det med at blive en meget vigtig læseoplevelse. 

IMG_20200216_122627_477

Genre: Drama/dannelsesroman. Centrale temaer: Stofmisbrug, svigt, venskab, kærlighed og sorg. Sider: 836Udgivet på dansk af: Lindhardt og Ringhof. Udgivelsesår: 2015. 

Først og fremmest er bogen skrevet på et malerisk og dybsindigt sprog. Derefter er det en hovedperson, som jeg følte så meget for, at jeg sad og vred mig i stolen, når han endte ud i misbrug og gav efter for sine neuroser. Jeg fulgte Theo helt ned i et mørke, der virkede umuligt at komme op fra igen. Det var en meget følelsesladet oplevelse. 

Historien udforsker skillelinjen mellem godt og ondt. Nogle af de mest destruktive og ødelagte karakterer, er også dem, der elsker Theo højst og hjælper ham mest, mens de “gode” personer antager en høflig kulde og afstand fra den plagede hovedperson. Det er virkelig nogle interessante forhold, og jeg slugte det råt, for jeg elsker at blive udfordret på denne måde. Derfor mener jeg helt klart, at styrken i denne fortælling er karaktererne og deres relationer: Theo, Boris, Pippa og Hobie – de var originale, tvetydige, dybe og vildt interessante at opleve udfolde sig.   

Forfatteren smyger sig udenom de fleste klicheer, og jeg havde lille chance for at forudsige plottet. Theos hårde historie bliver fortalt uden, at det bliver den ubehagelige lad-mig-torturere-min-læser-mest-muligt tilgang. I stedet udvikler plottet sig bare naturligt og troværdigt. Og på trods af alt dette, formår fortællingen stadig at sætte samtlige kryds på tjeklisten for amerikansk fiktion (som er en selvdefineret genre fra min side), hvor alt ligesom skal tages lidt udover dagligdagens normaler og gå op i en højere enhed. Men det bliver gjort på en måde, der ikke blev for meget, men derimod bidrog til, at historien var spændende. 

Bogen er præget af så mange smukke og velformulerede ord og sætninger, der dykker ned i psykens pulterkammer og prøver at finde rundt i ugengældt kærlighed, svigt, trauma og ensomhed. Jeg plejer at blive lidt træt af overdrevent lange tankestrømme og monologer samt hovedpersoner med for meget selvmedlidenhed. Men jeg elskede denne bog!

Alt i alt en smuk og rørende fortælling om terrors eftervirkninger og skildring af et nihilistisk verdenssyn.

Del dette:
Luk menu