Året er 1942, og Lale Sokolov ankommer til koncentrationslejrene Auschwitz-Birkenau. Da vagterne opdager, at han taler flere sprog, bliver han sat i arbejde som tatovør. I lejrene oplever Lale forfærdelige gerninger, men også eksempler på mod og sammenhold blandt fangerne. Han forelsker sig i sin medfange, Gita, og han sværger, at de begge vil overleve, så de en dag kan blive gift.
Genre: Erindring. Centrale temaer: Antisemitisme, overlevelse, kærlighed og mod. Sider: 261. Udgivet på dansk af: Aronsen. Udgivelsesår: 2019. Anmeldereksemplar: Aronsen
Den virkelige historie om Lale og Gita handler om overlevelse mod alle ods, kærlighed og sammenhold. Overordnet set handler den om held og om at gøre, hvad der er nødvendigt for at overleve, når alt ser sortest ud.
Jeg har engang været på Auschwitz, og dette besøg berørte mig dybt. Jeg ved, hvordan soveforholdene var. Jeg så bjergene af tøj, sko og ejendele, der tilhørte de afdøde. Og, værst af alt, jeg var inde i et gaskammer. Bogen transporterede mig tilbage til den oplevelse og derfor var læseoplevelsen særlig for mig.
Historien bærer præg af, at bogen er kort. Den dvæler ikke ved de store følelser og dilemmaer. Det gør den letlæst, men også lidt overfladisk. Og dette gjorde, at nogle af disse, ellers vigtige aspekter, fløj over mit hoved. Lale fremstod for eksempel ikke upopulær blandt sine fanger, selvom han kunne betegnes som kollaboratør med sit arbejde som tatovør. Tværtimod belyses han som et overvejende fejlfrit menneske, og jeg synes, historien bærer præg af et ønske om at fremstille ham og Gita i et så godt lys som overhovedet muligt. Selvom Lale arbejder for fjenden, og han flere gange understreger, at han gør det for at overleve, virker det ikke til at være noget, hans medfanger reagerer negativt på. Sådan helt romanpraktisk synes jeg, historien ville fungere bedre, hvis Lale havde nogle fejl, og hvis man hørte mere om hans dilemmaer og følelser. Jeg havde generelt svært ved at forstå, hvem Lale og Gita var som mennesker, og hvorfor de elskede hinanden.
Jeg syntes, det bedste aspekt af bogen var beskrivelserne af dagligdagen i lejrene. Da historien fortælles af en mand, som rent faktisk var der, får man et rigtig fint indblik i stedet, og hvilke forfærdelige ting, der foregik. Det er nogle meget levende og barske beskrivelser af henrettelserne, og måden, hvorpå fangerne blev behandlet som kreaturer. Men der er også nogle nærværende beskrivelser af, hvordan menneskerne holdt håbet i live. Særligt kunne jeg lide interaktionerne mellem fangerne og deres interne forhold. Der blev endda sneget lidt humor ind engang imellem.
Selvom jeg havde lidt problemer med hovedpersonerne og tempoet i historien, giver bogen et godt indblik i, og forståelse for, hvad der rent faktisk fandt sted i vores del af verden for få år tilbage, og som vi aldrig bør glemme.
Alt i alt, en barsk fortælling om kærlighed, overlevelse, mod og held, hvor man på få sider får et realistisk indblik i livet som fange i Auschwitz-Birkenau
