Denne meget romantiske historie er sin egen, og den overrasker og tager nogle krumspring, som det nok er de færreste, der kan forudsige. Men om den er realistisk, har jeg lidt svært ved at vurdere. Vi bevæger os på grænsen, men jeg skal ikke kunne sige med sikkerhed, om vi krydser den. Uanset hvad fik bogen mig til at tænke, og jeg var opslugt af fortællingen.
Dette er en YA-romance med store følelser og sammenflettede skæbnetråde. Den er letlæst og får én til at tænke i nye baner
Kyle er meget romantisk anlagt, han har følelserne siddende udenpå kroppen, og man skal som læser være forberedt på, at han bliver meget intens. Han lader sine følelser styre og kører i fuld fart derudaf. Han er desuden kontrollerende og viser sine følelser gennem store gestusser. Derfor er det vigtigt med en kærlighedsinteresse (og læser), der kan håndtere dette, og det er så heldigvis tilfældet i denne bog. Jeg må dog indrømme, at jeg manglede nogle flere dimensioner til hovedpersonen udover den altopslugende kærlighed, der driver ham.