Tiden imellem os af Rachael Lippincott og Mikki Daughtry

Kyle og hans kæreste Kimberly kommer ud for en bilulykke, og da Kyle vågner på hospitalet med et alvorligt hovedtrauma, er verden ikke længere den samme. Han må vende tilbage til en dagligdag uden Kimberly, men han har problemer med at give slip og at tilgive sig selv. En dag møder han Marley, der sørger over tabet af sin søster, og sammen finder de et fælles ståsted og begynder så småt at hele hinandens sår.

Denne meget romantiske historie er sin egen, og den overrasker og tager nogle krumspring, som det nok er de færreste, der kan forudsige. Men om den er realistisk, har jeg lidt svært ved at vurdere. Vi bevæger os på grænsen, men jeg skal ikke kunne sige med sikkerhed, om vi krydser den. Uanset hvad fik bogen mig til at tænke, og jeg var opslugt af fortællingen.

Dette er en YA-romance med store følelser og sammenflettede skæbnetråde. Den er letlæst og får én til at tænke i nye baner

Kyle er meget romantisk anlagt, han har følelserne siddende udenpå kroppen, og man skal som læser være forberedt på, at han bliver meget intens. Han lader sine følelser styre og kører i fuld fart derudaf. Han er desuden kontrollerende og viser sine følelser gennem store gestusser. Derfor er det vigtigt med en kærlighedsinteresse (og læser), der kan håndtere dette, og det er så heldigvis tilfældet i denne bog. Jeg må dog indrømme, at jeg manglede nogle flere dimensioner til hovedpersonen udover den altopslugende kærlighed, der driver ham.

Et andet element i historien er venskab og at lære at have lidt bedre føling med, hvem ens venner er og hvad de går igennem. Kyle må lære at se bort fra sine egne altopslugende følelser en gang imellem og være der for sine venner. Jeg ved ikke, hvor godt jeg syntes, at Kyle formår dette, men budskabet i bogen er klart, og det er et fint budskab. Der bliver også lagt op til, at Kyle skal lære at finde sig selv uden sin kæreste. Hvem er Kyle egentlig? Dette er også en fortælling om selvrealisering. Kyle går fra den ene kæreste til den anden, og man oplever ham ikke rigtig stå på egne ben. Men han får alligevel en bedre fornemmelse af, hvem han er gennem fortællingen, og læseren følger processen, hvormed han bearbejder sin sorg og kærlighed.