Et giftmord har taget livet af de fleste i Blackwood familien. Tilbage er kun de to søstre Merricat og Constance og deres forvirrede gamle onkel Julian. Landsbybeboerne foragter og terroriserer dem, og de lever isoleret i det store hus udenfor landsbyen. Alligevel er familien Blackwoods liv tilnærmelsesvist lykkeligt. Lige indtil deres ukendte fætter Charles dukker op og charmerer Constance. Kun Merricat aner faren og vil have ham ud af deres hjem hurtigst muligt. Men hvor langt vil hun gå for at fordrive Charles?
Genre: Gotisk horror. Centrale temaer: Sindssyge, ondskab, søsterkærlighed, sammenhold. Sider: 255. Udgivet på dansk af: Alhambra. Udgivelsesår: 2018.
Denne fortælling handler om ondskab og galskab, med antiheltinden Merricat i hovedrollen. Merricat er en herlig karakter. Hun er simpel og elskværdig – lige bortset fra, når hun forestiller sig sine medmennesker vride sig af smerte og dø – et sociopatisk træk, tror jeg. Merricat vandrer rundt i naturen omkring huset, hvor hun bor. Her udfører hun små, uhyggelige ritualer så som at sømme bøger fast til træer og begrave ting.
I stærk kontrast til Merricat har vi Constance, som er elskværdig og god, men blev anklaget for at at have forgiftet hele familien med arsenik i sukkerskålen. Constance forlader aldrig huset og bruger al sin tid på at tage sig af onkel Julian og lave mad til den lille familie.
De to søstre har et helt særligt forhold, med deres eget unikke kærlighedssprog, der er både fascinerende og lidt uhyggeligt. De to foretrækker hinandens selskab over nogen andens og lever harmonisk sammen på trods af deres forskellighed. Kvindernes fællesskab bliver således historiens omdrejningspunkt. Det er de to søstre mod verdens ondskab.
Stemningen rammer generelt helt rigtigt, med en afdæmpet, pirrende skævhed, der ligger lige under overfladen og ulmer gennem hele historien. Sproget er simpelt og let og står i kontrast til Merricats utilregnelige og komplekse natur.
Jeg vil også lige slå et slag for forordet af Leonora Christine Skov, som giver et fint perspektiv på historien og den gotiske genre samt forfatterens noget tragiske historie.
Hvis jeg absolut skal være lidt kritisk overfor bogen, så regnede jeg faktisk med, at plottet ville overraske mig mere end det gjorde. Det er simpelt og giver således også læseren plads til at tænke over tingene, hvilket egentlig også er ret fedt. Jeg havde følelsen af, at der stod en hel masse skrevet mellem linjerne, hvilket Leonora Christines forord også bekræftede.
En af de mest interessante og stemningsfyldte bøger, jeg har læst.
