Tilbage til Færøerne

Jeg har efterladt mit liv i København til fordel for en tilværelse på Færøerne. Det har været en skræmmende og følelsesladet beslutning. Men jeg tror det er det rette for mig lige nu. I lang tid har jeg savnet mit barndomshjem. Har hentet inspiration fra landet til mine historier og har nydt at komme ned i tempo på mine besøg. Samtidig har København i længere tid sendt min røv på komedie med stress og jag, som jeg ikke rigtig havde energien til længere. Da jeg fik tilbudt et virkelig godt job i Torshavn, valgte jeg at takke ja. 

Færøerne og kunst

Kunsten fylder meget i landet, både når det gælder musik, billedkunst og litteratur. Landet huser mange dygtige kunstnere som jeg selv har ladet mig inspirere af. Store sangere som Eivør har drønet i mine ører, når jeg har skrevet på mine egne historier. Jeg beundrer fotografer og malere, der afbilleder naturen og overtroen, og så elsker jeg de små intime koncerter.  

Det gamle Torshavn

Midt i byen ligger den gamle boghandel. Et sted, der har eksisteret siden 1865 og nu er der også kommet en cafe i butikken, hvor jeg kan sidde og skrive. 

Ti meter derfra havde jeg mit første møde med en anerkendt dansk forfatter, Helle Ryding, der dengang jeg var femten, rejste til Færøerne for at hente inspiration til sine historier.   

Den årlige G! festival udspiller sig på en strand omgivet af bjerge. G! er kommet på Condé Nast Travellers liste over verdens bedste festivaler 2019. Her spilles alternativ og elektronisk musik og der kommer gæster fra hele verden.  

Og så er der selvfølgelig Færøernes svar på bogforum. Jeg har aldrig været med før. Men det foregår i smukke Nordens Hus og der er alt muligt godt på programmet. I år er sick-lit et af temaerne, hvilket jeg er særligt interesseret i.

Jeg har aldrig følt mig afskåret fra stor kunst på Færøerne, heller ikke sammenlignet med København. Det er selvfølgelig noget andet, Færøerne har at byde på. Men her er virkelig nogle ildsjæle, der brænder for kunsten, og jeg har haft nogle af mine vigtigste kulturelle oplevelser i landet. 

Sejltur langs klipperne

Hvad så nu?

Nu er jeg kommet i gang med mine skriverier igen. Jeg er i gang med min YA ‘Jeg elsker at falde i søvn til lyden af storm’, som foregår her på Færøerne og berør livet og naturen samt sygdom – ja det er nok en sick-lit. 

Derudover er jeg lige gået i gang med en julekalender inspireret af oldnorden, som jeg håber på at kunne sende til forlag i december for at give redaktøren lidt julelæsning (men dette er nok lidt optimistisk af mig, da jeg jo lige er startet). 

Samtidig er jeg i gang med at plotte en gyser og to eventyr, der udspiller sig i alternative verdener. 

Dertil har jeg min psykologiske adult fantasy. Sidstnævnte er jeg nået langt med og har fået god feedback på. Meeen jeg fik også at vide, at historien mangler noget arbejde endnu, før den kan udgives. Den bærer præg af, at jeg ikke var begyndt at tænke skriveredskaberne ind i mine historier fra start af, da jeg skrev den. 

Så (host host) der er mange projekter. Nu skal jeg til at balancere arbejdet og forfatterdrømmen – og ja der er for få timer i døgnet! Til gengæld er mit sociale liv sat på standby indtil videre. Det er mange år siden, jeg har boet her, og jeg skal til at genfinde mine rødder. 

Bypige efter elleve år i Danmark

Ø af Siri Ranva Hjelm Jacobsen

En bog jeg læste for et års tid siden, som nu begynder at røre på sig i min bevidsthed, er ‘Ø’, som handler om tilhørsforhold og at være fremmed i eget land. Tak til Siri for historien. Jeg overvejer at genlæse denne snart. Bogen er et kunstnerisk bud på, hvordan man kan føle sig rodløs. Og så var det en af de første bøger, jeg anmeldte på Hyggelitt.

Ø af Siri Ranva Hjelm Jacobsen

Hvad med Hyggelitt? 

Jeg planlægger at fortsætte med at lave boganmeldelser. Jeg har stadig min lejlighed i København og vil bruge denne som livlinen, der fortsat knytter mig til fastlandet. Jeg skal da også med på bogforum 2019. Men jeg kommer til at prioritere mine egne historier og mit nye job, hvor jeg har meget, jeg skal sætte mig ind i og forholde mig til. 

Jeg skal have taget stilling til, om mine billeder skal ændre udtryk for at afspejle de vilde øer, jeg nu kalder hjem. Derudover er lyset svært at arbejde med her om vinteren, men jeg tager det som en udfordring.  

Og så skal jeg ellers bare til at skabe mig mit eget lille skrivehi, herude, hvor kragerne vender. Jeg håber, i vil fortsætte med at følge med 🙂  

Torshavn om morgenen
Del dette:
Luk menu